Skjold Handicapidræt arbejder sammen med Parasport Danmark. Handicapidrætsklubben Skjold har deres aktiviteter i Ikast og Herning.
Parasport Danmark er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Parasport Danmark har ca. 400 medlemsklubber med tilsammen ca. 13.200 medlemmer. Parasport Danmark's klubber tilbyder aktiviteter inden for 33 idrætsgrene.
Parasport Danmark er stiftet som selvstændig landsorganisation i 1971, efter at de første handicapidrætsforeninger var blevet dannet i 1950'erne og der i 1968 var etableret et Landsudvalg for Handicapidræt. Pionererne inden for handicapidrætten var de fysisk handicappede, der tilpassede eksisterende idrætsgrene og udviklede nye -både internationalt og i Danmark. I dag har Parasport Danmark medlemmer med alle slags handicap, deriblandt blinde og svagtseende, alle former for fysisk handicap, udviklinghandicap og hørehandicap. Døveidrætten har sin egen organisation, Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI), der er medlem af Parasport Danmark. Handicapidrætten i Danmark finansieres af tips- og lottomidler samt af sponsorer og private midler.
Formål
Parasport Danmark har følgende formål:
at fremme motions- og konkurrenceidræt, der tilgodeser handicappede
at støtte træning m.h.p. rehabilitering
at støtte og udvikle træning, der udvikler det enkelte menneskes potentiale mest muligt og sikrer dets integration
at samle eksisterende idræts foreninger for personer med handicap
at medvirke til at nye foreninger oprettes i hele landet
at sikre at al idræt i Parasport Danmark foregår under betryggende ledelse og tilsyn
at etablere leder- og instruktøruddannelse
at sprede information om handicapidræt ved bladudgivelse, kurser m.v.
at træffe bestemmelse om afholdelse af landskampe og mesterskaber
at samarbejde med andre handicaporganisationer i ind- og udland
at støtte udvikling af idræt for handicappede i udviklingslande
at fremme forskning i fritidsaktiviteter for handicappede
at arbejde for, at idræts aktiviteter for handicappede kan udvikles som forebyggende foranstaltning, medicinsk og socialt
Parasport Danmark afholder Special Olympics Idrætsfestival hvert andet år. Der forventes mere end 1.000 idrætsudøvere med et udviklingshandicap – og de skal dyste i en række forskellige idrætsgrene, f.eks. Svømning, Ridning, Atletik, Badminton, Boccia, Bowling, Floorball, Golf, Gymnastik, Håndbold etc.
Festivalen kommer til at sprudle af højt humør og du er velkommen til at komme og heppe på atleterne!